Tilmeld denne liste (RSS) Viser indlæg tagget med Jul

Skrevet af - i Opskrifter
Risalamande

Uha, det kommer tæt på nu. Juleaften er lige om hjørnet og derfor bliver dette årets sidste juleopskrift. 

 

Den er klassisk, den er god og den smager helt fantastisk. Vi ved, at mange sværger til deres egen opskrift, men vi synes ikke, at de få, der måske er på dybt vand, skal snydes. 

 

Her er vores bedste bud på ris à la mande: 

  • 150 gram Arborio ris (risotto-ris)
  • ½ cm vand i gryden
  • 1 liter sødmælk
  • 1 vaniljestang
  • sukker
  • 2,5 dl piskefløde
  • hakkede mandler uden skal

  1. Kog ris op med vandet til, det næsten er væk, og tilsæt derefter mælken.
  2. Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Kom både stang og korn i grøden.
  3. Kog grøden under omrøring i ca. 1 time – den må ikke brænde på!
  4. Kom grøden i et fad, drys godt med sukker og kom film helt ned på grøden, så der ikke dannes kondens, hvorefter den sættes på køl natten over.
  5. Vaniljestangen fjernes og grøden piskes forsigtigt op.
  6. Pisk fløden til skum og vend det samt mandler i grøden.

 

Husk at lade én hel mandel være tilbage – og glem nu ikke mandelgaven! 

Servér med lun kirsebærsauce.

Hvor mange portioner, denne opskrift rækker til, er relativt. Nogle ville sige 4 styk, andre ville kunne spise det hele selv. Muligvis med mavepine efterfølgende, men det er en mindre detalje.

 

Vi ønsker jer en skøn og glædelig jul!

 

Skal du lige nå at se vores andre juleopskrifter? 

Klik på dem her: rugbrød, gravad laks, æbleskiver og rødkål

Visninger: 393
0

Skrevet af - i Nyheder
Årets julemarked

Lørdag den 1. december løb vores årlige julemarked af stablen og sikke en dag! 

 

Det var en skøn dag sidste år, men denne lørdag overgik al forventning. Tusinde tak til alle jer, der mødte op!

Her var vores søde grøntmand fra K. C. Frugt mødt op med kassevis af klementiner, nødder og julestjerner. Jette havde lavet julekort og sokker, Katja med smukke smykker, Hilde med keramik, Annette med skønne dekorationer og Alisha med hjemmelavede julegodter som skumfiduser og snaps – foruden hendes vidunderlige stemme, der prydede gårdhaven med julesange. 

 

Hertil havde vi selv lavet brunkage- og skakternet småkagedej, pesto, chili, pickles og mayonnaise, mens vores osteleverandør, Ostebørsen, havde skønne oste til julebordet. 

 

FDF Frederikssund solgte velduftende juletræer fra Hørup og Willie havde smedet flotte figurer og fade. 

Desuden spillede Peter Philipsen fra Kim Larsen Jam® herlig musik hele dagen. Dertil serverede vi pebernødder, varm gløgg og bagte æbleskiver efter mormors opskrift til den helt store guldmedalje. 

 

Hold da op! 

 

Vi glæder os allerede til næste år, hvor I allerede nu kan sætte kryds i kalenderen den første lørdag i december: 7. december 2019

Vi takker af for julemarkedet i år, en fantastisk start på december, og vender stærkt tilbage. 

 

Julemarked frokostlevering

 

Julemarked frokostordning

 

Julemarked virksomhedsfrokost

 

julemarked virksomhedsfrokost kbh

 

Disse billeder var blot små udsnit. Er du nysgerrig på mere? Kig med på vores Facebook B/lunch og find dejlige stemningsvideoer. 

Visninger: 315
0

Skrevet af - i Opskrifter
Klassisk rødkål

Vi er nu endeligt nået godt og grundigt ind i december, og vi kan skrue lidt ekstra op for humøret. Indtil videre har I fået opskrifter på rugbrød, gravad laks og æbleskiver. Denne gang tager vi hul på det varme julebord og I får i dag vores opskrift på klassisk rødkål. 

 

Den er uundgåelig i december og den smager godt til både julefrokost og -middag.

 

Her kommer vores klassiske version:

  • 1 rødkål
  • ½ liter eddike
  • ½ kg sukker
  • en smule salt

  1. Rødkålen snittes i strimles og koges med eddike, sukker og salt til det er mørt – ca. 30 minutter.
  2. Opbevares efterfølgende i glas sammen med sin lage på køl.

 

Der skal ikke tilsættes vand, da konserveringen så ikke vil ske.

Husk, at rødkålen falder og der derfor ikke bør tilsættes mere væske end angivet. Synes du alligevel, den bliver for ”tør”, kan der tilsættes en smule mere eddike. 

 

Denne version er klassisk og simpel, som vi selv er vilde med den, men ønsker du en mere julet og speciel version, kan du tilføje appelsinskaller, kanelstænger eller hele stjerne anis. Eksempelvis. Kun fantasien sætter grænser her! 

 

Er du til det mere friske, kan du lave en julesalat af snittet rødkål, valnødder og appelsin. Det er også lækkert!

Visninger: 358
0

Skrevet af - i Medier og verden

Vi er efterhånden ikke i tvivl om, hvordan vi holder en god, klassisk, dansk jul. Der findes mange versioner og efterhånden også flere alternativer, men de fleste vil svare noget i stil med følgende ord: and, flæskesteg, juletræ, Disney’s juleshow, nisserhuer, pakker og brunede kartofler. Hertil følger rødkål, risalamande og Last Christmas. 

 

Sæt dette op i mod en brændende sol, +30 grader og voldsom natur. Det hænger måske ikke altid så godt sammen, når vi selv ønsker os en hvid jul, men det er faktisk virkeligheden på den anden side af jorden. For hvordan holder man egentligt jul i Australien?

 

For tre år siden var jeg så heldig at få lov til at holde jul med en australsk familie. Australien er kæmpe stort og forskellen på nord og syd, øst og vest er ikke til at forstå. Derfor varierer julen helt sikkert mere dér end man lige går og tror, men ikke desto mindre…

Jul i Queensland med en sød familie bestående af en voksen søn, hans barndomsven, mormor, en mor og hendes mand gennem mange år, var meget anderledes end vores. 

 

Det var meget varmt, over 30 grader, luftfugtigheden var høj og solen stod på hele dagen. Derfor foregik juledagen – de holder jo egentligt først jul den 25. – af at bade i poolen, drikke kolde øl og slappe af i solen. Hen ad eftermiddagen blev der åbnet op for grillen og køkkenet bugnede af mad: glaceret skinke, kalkun, grillede tigerrejer og massere af salater og ”rolls” til. Hertil kolde øl, vand i store mængder og iskold hvidvin. Desserten bestod af hjemmelavet is. 

Alt sammen foregik på terrassen i korte shorts og tank tops.

 

Julegaverne blev åbnet om morgenen inden dagen for alvor gik i gang. Og selvom de lå under juletræet, blev der altså ikke danset nogle steder!

Visninger: 295
0

Skrevet af - i Holdet bag

Lørdag den 24. november løb firmaets årlige julefrokost af stablen og sikke en fest. Igen.

Kun chefen vidste, hvad vi egentligt skulle, så vi nåede at gætte på alverdens ting. Vi havde kun et hint: ”Vi mødes på Københavns Hovedbanegård kl. 13.55 præcist. Husk pas!”

Resten måtte vi opdage i løbet ad dagen. 

Opskriften er mere eller mindre den samme hvert år: en hemmelig aktivitet, en hemmelig middag og så festivitas for de, der stadig er friske!

 

I år gik turen til Malmø, hvor vi brugte nogle timer på ”Disgusting Food” udstillingen. Her kunne man både se, læse, lugte og smage på alverdens ”ulækre” madvarer. Her fik vi lidt en lærestreg, for hvad er egentligt ulækkert? 

Mange madvarer skar vi grimasser af, men de er delikatesser andre steder i verden. Ligesom saltlakridser også var udstillet – den vrænger de andre måske næse af.

Her var alt fra kogte andeæg med fostre i, tyretestikler, vingummier, surstrømning til fordærvet haj. Helt utroligt! 

 

Julefrokost museum

 

Herefter gik turen tilbage til København. Der var selvfølgelig sørget godt for os til turene med både juleøl, vand, vin, snacks og sandwich, så stemningen var god.

 

Fra Hovedbanen skulle vi nu – for første gang i B\lunch’s historie – med bussen ud mod Søborg, hvor vi spiste de lækreste, italienske 7 retter hos Campo De’ Fiori Da Enzo

  • Første ret bød på oliestegt polenta og brød med salt samt salami.
  • Anden ret var blæksprutte carpaccio med tomat.
  • Tredje ret var sort spaghetti med tomatsauce og havtaske.
  • Fjerde ret var en klassisk carpaccio med trøffel.
  • Ret nummer fem bestod af hjemmelavet ravioli med smør, parmesan og trøffel.
  • Den sjette ret var kalvefilets lagt sammen med ost og parmaskinke, hertil forskelligt garniture.
  • Syvende og sidste ret var en klassisk og lækker tiramisu.

Hertil rødvin, bobler og dessertvin samt kaffe. Der manglede ingenting.

Enzo, der ejer det lille trattoria i bunden af Søborg Hovedgade, laver selv al maden fra bunden og kommer glædeligt ind for at servere den med sin italienske charme. Det kan smages! 

 

Julefrokost 1Julefrokost 2Julefrokost 3Julefrokost 4Julefrokost 5Julefrokost 6

 

Sidst men ikke mindst gik turen nu tilbage mod byen, hvor julemusikken nu for alvor blev skruet op i taxaerne. Her sluttede vi af på Kester Thomas– en hyggeligt og smukt indrettet cocktail og champagne bar på Studiestræde. Antallet af cocktails vil vi ikke afsløre, men de smagte fantastisk godt. Hvad der herefter er sket, melder historien intet om, men rygterne lyder på, at nogle fortsatte festen inde i byen. 

 

Vi siger tak til Bente for en smadder hyggelig aften og glæder os allerede til næste år! 

Visninger: 338
0

Skrevet af - i Opskrifter

Vi håber, at de af jer, der besøgte vores julemarked i  lørdags, nød godt af vores hjemmebagte æbleskiver. Vi har nemlig tilsat generationer af kærlighed i dem – det er mormors opskrift!

Hvor hun har fået den fra, tør vi ikke gætte på, men vi er svært glade for den.

 

Missede du julemarkedet eller har du simpelthen bare lyst til at servere disse lækre æbleskiver for dine kære, så får du opskriften lige her, som den tredje i rækken af juleopskrifter vi kører frem til juleferien. 

 

Der er til ca. 24 stk. og de kan fint klare en tur i fryseren, hvis du mod alle odds kan holde fingrene fra dem så længe!

 

  • 200 gram mel
  • 2 spsk. sukker
  • 1 nip salt
  • ½ tsk. kardemomme
  • 3,2 dl sødmælk
  • 20 gram gær
  • 2 æg (deles i blommer og hvider)
  • 35 gram smør

  1. Lun mælken og rør mælken ud heri
  2. Rør mel, sukker, salt og kardemomme i mælken sammen med æggeblommerne
  3. Smelt smør og vend det i dejen
  4. Pisk æggehvider helt stive og vend ligeledes dem i dejen
  5. Lad dejen hæve i mindst 30 minutter
  6. Steg æbleskiverne i rigeligt smør på en æbleskivepande og vend dem, så de bliver flotte runde, ad flere omgange med strikke-/spisepinde.

 

Nyd dem lune – gerne nybagte – med syltetøj og flormelis. Så er det altså ved at være jul!

Hjerteligt velkommen til december.

 

Husk, at vi også sidste år lagde lidt opskrifter ud omkring jul. I får bl.a. julesovsen lige her, marcipanher her eller et skriv omkring risengrød her!

Visninger: 387
0

Skrevet af - i Opskrifter

I sidste uge fik I rugbrødet, som er perfekt til julebordet. Men det kan jo ikke stå alene.

Som sagt starter vi lidt blødt ud – vi har jo trods alt ikke ramt december helt endnu.

Denne uge får I opskriften på vores gravad laks.

 

Laksen smager selvfølgelig godt hele året rundt, men egner sig til julefrokosternes mange ”forretsserveringer”, da det er en lettere spise modsat den fede (og lækre!) julemad.

Vi serverer den selv for mange glade mennesker gennem december måned.

 

Prøv den af – I vil ikke fortryde det!

 

  • 1 side laks – man kan sagtens lave mindre, dosér da bare resten!
  • Godt med salt
  • Friskkværnethvidt peber
  • Stødt fennikel eller fennikelpulver
  • ½ - 1 pakke brun farin
  • Tørrede dildspidser

  1. Drys kødsiden af laksen med rigeligt salt og lad den hvile et par timer på køl.
  2. Drys med rigeligt hvidt peber og fennikel så det ligger i et tyndt og jævnt lag.
  3. Fordel et godt lag brun farin over hele lakse siden og drys et jævnt lag dild på.
  4. Læg husholdningsfilm på vend laksen om, så skindlaget er øverst og dæk med film.
  5. Læg laksen i pres (læg et fad/skål med noget tyngde ovenpå) på køl og lad den trække i 5 dage, før den skæres i tynde skiver og serveres.

 

På denne måde tilbereder man laksen, så den ikke længere er rå, men bliver dejligt mør og fyldt med smag. 

Servér laksen med en klassisk rævesauce af lige dele brun farin og stærk sennep tilsat frisk dild. Der er ikke et øje tørt! 

Visninger: 401
0

Skrevet af - i Nyheder
Det dersens julemarked

Hvis det er gået nogens næse forbi, så nævner vi det lige igen:

I er alle inviteret til julemarked i Frederikssund lørdag den 1. december fra 11-14

Så har vi det på plads. 

Men hvad er det for et julemarked, vi bliver ved med at skrive om og invitere til? 

Nu skal I høre!

Sidste år startede vi en tradition op ved køkkenet i Frederikssund, hvor vi har en lille gårdhave. 

En lørdag pyntede vi med alverdens hyggelige juleting, bagte æbleskiver efter en gammel opskrift og serverede gløgg. Helt uden at nogen skulle betale – for julen handler om at give og sprede god stemning. 

Samme lørdag havde vi fået Peter Philipsen fra Kim Larsen Jam® til at spille alle hans kendte melodier, mens vores kokkeelev med den fineste stemme tog over i Peters pauser og sang skønne julesalmer med hjælp fra alle de besøgende.

Der duftede af gran, for FDF Frederikssund havde juletræer fra Hørup med, så alle kunne få julen med hjem i stuen. For slet ikke at tale om vores søde grøntmand fra K.C. Frugt, der stillede op med kasser af verdens bedste klementiner, tilbud på skønne nødder og julestjerner, for bare at nævne lidt. 

Vores norske kok stod klar med smukt, håndlavet keramik, som passede perfekt til julens mange gaver. Der var lidt til enhver smag.

Derudover var der glade børn med mundene fulde af pebernødder.

Det var en dejlig dag – og vi gør det hele igen i

år. 

Denne gang sælger vi også vores egne hjemmelavede lækkerier: pesto, chili, småkagedej…

Alle er velkomne, så vi sørger for masser af æbleskiver, varm gløgg, saftevand til børnene og den helt rigtige stemning til at sparke december i gang.

Nøøøøj, hvor vi glæder os til at se jer!

 

1/12 kl. 11-14

Dalvejen 1

3600 Frederikssund

Visninger: 307
0

Skrevet af - i Opskrifter
Rugbrød

Nu nærmer julen sig. Vi kommer ikke uden om det. Vi glæder os faktisk! 

 

Hver mandag starter vi ugen ud med en af vores mange juleopskrifter. Vi starter dog blødt med opskriften på vores hjemmelavede rugbrød. Det er helt perfekt til de mange frokostborde, vi skal mæske os igennem den kommende måned.

 

Lad jer endelig ikke skræmme af den ”lange” procedure. Det er nemme trin og rugbrødet er det hele værd! 

Rugbrødet er perfekt til både lun leverpostej, stegte sild, æg og rejer og hvad end julebordet bringer!

Kernerugbrød med surdej 2-3 styks:

 

Surdej:

  • 0,5 pakke gær
  • 2 dl kærnemælk
  • 1 dl vand
  • 100 gram rugmel
  • 100 gram hvedemel
  • 0,5 tsk. salt

 

  1. dag:
  • 1 liter vand
  • 1 gang surdej
  • 2 spsk. salt
  • 500 gram groft rugmel
  • 400 gram hvedemel
  • 100 gram skårne rugkerner

 

  1. dag:
  • 2,5 dl mørk hvidtøl
  • 200 gram hvedekerner
  • 150 gram rugkerner
  • 50 gram havregryn
  • 100 gram hørfrø
  • 75 gram solsikkekerner
  • 75 gram græskarkerner
  • olie til pensling

 

Surdej

    1. Surdejen røres sammen af alle ingredienser undtagen saltet, som drysses over dejen.
    2. Dæk skålen med film og lad den stå ved køkkentemperatur i to døgn. Dejen skal hæve let og vise bobler.

Dag 1:

    1. Hæld lunkent vand i en skål og tilsæt surdej og de øvrige ingredienser.
    2. Rør dejen godt sammen.
    3. Lad dejen hæve et døgn tildækket på køkkenbordet.

Dag 2:

    1. Tilsæt hvidtøl, frø og kerner og rør dejen godt sammen.
    2. Tag 1 gang surdej fra (holdbarhed: 2-3 uger på køl)
    3. Fordel rugbrødsdejen i smurte forme og pensl oversiden med olie.
    4. Lad hæve i 5-6 timer (eller natten over) og bag i ca. 1 time.
Visninger: 534
0

Skrevet af - i Nyheder
Årets julemarked

Okay, vi er godt klar over, vi er liiiidt tidligt ude. Der er stadig en måneds tid til december, men vi kan simpelthen ikke vente længere.

 

Sæt kryds i kalenderen - alle er velkomne!

 

Her får I den officielle invitation til årets julemarked:

 

Kære alle,

 

Vi gentager successen fra sidste år og inviterer jer alle sammen til julemarked på gårdspladsen ved køkkenet i Frederikssund.

 

Lørdag 1/12 kl. 11-14

Dalvejen 1, 3600 Frederikssund

 

Tag jeres kæreste nissevenner under armen og skyd december i gang med ægte julestemning.

Vi serverer gratis, hjemmebagte æbleskiver, hjemmelavet gløgg og julelækkerier, som I kan nyde, mens I lytter til skønne julesange af vores smukke elev, Alisha, og herlig musik af Kim Larsen Jam® med Peter Philipsen.

  • K.C. Frugt stiller op med sæsonens lækkerier som klementiner, julestjerner og nødder.
  • Ostebørsen kommer med lækre oste til at pryde julebordet.
  • Vores norske kok, Hilde, har forberedt smukt keramik til fine julegaver.
  • FDF Frederikssund har fældet juletræer fra Hørup, som kan pryde jeres stuer.
  • Selv har vi forberedt masser af småkagedej, der kan lette jeres julebagning, samt lavet en masse pesto, mayonnaise og chili til at pifte jeres julemåned op.

Desuden tryller vi gården om til et ægte juleeventyr. 

 

Fra alle os til alle jer…

Vi glæder os til at se jer!

 

Julemarked01 med logo

 

 

Visninger: 367
0

Skrevet af - i Medier og verden

Helligtrekonger… endnu en højtid i rækken efter både halloween, Mortens aften, jul og nytår. Om ikke længe rammer vi både fastelavn, påske og forårets mange små helligdage. Men denne er ikke så velkendt.

Så hvad handler det egentligt om? Dagen refererer til de tre vise mænd, der besøgte Jesus-barnet i Betlehem, og som ifølge Biblen kom fra tre forskellige verdensdele. I nutidens kirke markerer den slutningen på julen.

I Danmark har vi ikke mange traditioner omkring Helligtrekonger, men i Norge holder man skikken ved; her slutter julen først og man tager derfor ikke sit juletræ eller pynt ned før. Derudover er det her, man skal spise resten af julesmåkagerne og tænde helligtrekongerslyset. Ifølge Wikipedia (god kilde, ja ja…) spiser man traditionen tro på Lolland-Falster stadig tarteletter på Helligtrekongers aften.

Helligdagen er egentlig af katolsk oprindelse, men blev afskaffet for flere hundrede år siden. Det siges desuden, at den har hedenske aner.

I Frankrig spiser man foruden sine julekager en Galette des rois, hvor man gemmer en bønne i, som fungerer ligesom mandelen i risalamanden juleaften. Kagen består af butterdej fyldt med mandelcreme og er lige præcis en kage, som man har brug for den i januars kolde tid. Og en undskyldning for at bryde de ”åndssvage januar-kure”. Er man alligevel træt af sukker og smør(…), kan man begive sig ud i et mere etnisk køkken med østlige aner, hvor Betlehem og Jerusalem er i tankerne.

https://www.folkekirken.dk/aarets-hoejtider/helligtrekonger

Visninger: 682
0

Skrevet af - i Tips og tricks

Okay, det var så det! Vi har glædet os et helt år til den julemad og nu kan vi ikke døje tanken om mere… og dog! For vi har garanteret et køleskab fyldt med rester af and, flæskesteg og kartofler, mens kagedåserne stadig bugner af urørt konfekt, og det er altså synd at smide ud. Desuden er det spild af mad efter vores overflåd i juledagene.

Her er lidt inspiration til, hvordan I gør kål på resterne fra julemiddagen og –frokosterne:

  • (grønkåls)salat med and og ristede mandler
  • klassisk biksemad med flæskesteg og kartofler – evt. med rødkål til
  • bag konfekten i en kage eller brug det som et element i nytårsdesserten
  • brug flæskestegen til flæskestegssandwich
  • sovsen kan fryses ned i mindre portioner
  • lav klatkager af risengrøden
  • lav en kold salat med kartofler, æg og bacon til madpakken
  • benyt resterne til pålæg til frokosten – æg med rejer, kartoffelmadder, sild og steg
  • kom kødresterne i en suppe og drys med sprød bacon

Der er masser af muligheder og kun fantasien sætter grænser. Det er eksempelvis også blevet en ting at bruge risalamanden i en cheesecake?

Vi håber, I alle har haft en glædelig jul!

Visninger: 520
0

Skrevet af - i Tips og tricks

Bum. Så er vi næsten ved at være der. Kalenderen siger den 22. december og altså er det juleaften i overmorgen! I den anledning vil vi give jer vores bedste bud på en sovs – ikke en sauce, for det hører ikke til her.

Så med denne ”opskrift” vil vi ønske jer alle en glædelig, fredelig og ikke mindst en sovset jul.

Andesovs, brun sovs, jule sovs – kært barn har mange navne:

  • Skær de yderste vinger, indmaden og noget af halsen fra anden og brun det af i en gryde med lidt fedtstof
  • Kom vand på og lad det småsimre
  • Anden (ca. 3,5 kg) fyldes med æbler, svesker og hvad man nu ellers har tradition for, og steges 2-3 timer i ovnen ved 150 grader på en rist med en bradepande under.
  • Kom lidt vand i bradepanden, mens anden steges
  • Sigt skyen i gryden og væden fra bradepanden sammen og lad det stå uden at koge, til fedtet har samlet sig i toppen
  • Fjern fedtet til der er maks. en halv centimeter tilbage og drys mel på i et pænt lag
  • Lad gryden stå uden at røre i det, til melet er helt opslugt og faldet til bunds
  • Pisk godt og lad sovsen komme op at koge, inden der smages til med salt og peber
  • Alt efter konsistensønsket kan man jævne den eller tilsætte mere væde
Visninger: 670
0

Skrevet af - i Samarbejdspartnere

           thumbnail IMG 0020thumbnail IMG 0011thumbnail IMG 0005

Gik du glip af vores lille, hyggelige julemarked? Så vil vi ikke gnide mere salt i såret (læs: du gik glip af noget!), men vi vil komme med vores egen beretning om den hyggelige dag.

thumbnail IMG 0004

Ikke nok med at vejret var helt perfekt med frostblå himmel og julefint solskin, så var stemningen perfekt. Omringet af nissehuer, velkendt musik og søde dufte skød vi julen i gang ved vores køkken i Frederikssund.

Peter Philipsen sang julen ind på ægte Kim Larsen manér, vores egen kokkeelev assisterede i pauserne med sin smukke stemme i acapella-versioner af julesange, æbleskivepanderne var i gang i fem timer, juletræerne fra FDF-salget bragte en skøn duft af gran, nødder og klementiner fløj rundt fra vores grøntmand og det smukke, rustikke keramik fra Hilde samt Anettes hjemmelavede juledekorationer tjekkede julegave-to-do-listerne af og gryderne med gløgg boblede frem fra køkkenet.

thumbnail IMG 0019thumbnail IMG 0010

thumbnail IMG 0008thumbnail IMG 0007

Og sådan blev en ny tradition skabt!

Vi glæder os allerede til næste år, hvor vi bl.a. udvider med flere aktiviteter for børn i samarbejde med FDF Frederikssund, konkurrencer og salg af flere søde ting.

Nysgerrig på at læse mere om julemarkedet? Klik her og se Frederiksborgs Amtsavis’ reportage og billedserie. 

Visninger: 625
0

Skrevet af - i Opskrifter

Ih altså, hvor er det bare skønt. Den søde juletid er indbegrebet af hygge og vi er vilde med det. Kan I smage, at der bliver hygget ekstra meget om maden?

Vi er glade for at lave mad fra bunden af gode råvarer og det gælder også i det søde køkken. Og i snack-afdelingen, hvor man skal forkæles lidt ekstra. Specielt, når det sner! Derfor vil vi i dag forkæle jer med en opskrift på hjemmelavet marcipan.

Det er nemt, det smager helt fantastisk og så kan det laves af bare tre ingredienser. Udover at bruge det som konfekt, fyld i chokolade og lignende, kan man bruge det i sine kransekager til nytårsaften. Vi lover, at det åbner en helt ny og sød konfekt-verden for jer.

  • Ca. 300 gram mandler, smuttede
  • 1-1,5 dl lys sirup (du kan her koge den selv af vand og sukker, bruge glukosesirup eller anden lys sirup)
  1. Rist mandlerne i ovnen uden at de tager farve.
  2. Blend de ristede, afkølede mandler til helt fint mandelmel og blend lidt af siruppen i.
  3. Rør det sammen med resten af siruppen, til det har den ønskede konsistens.
  4. Rul det sammen i film og stil på køl et par timer.
Visninger: 756
0

Skrevet af - i Opskrifter

Vores julemarked er nu veloverstået og vi håber, I havde en mindst lige så hyggelig dag som os, for wauw en eftermiddag!

I kan se billeder her og læse artiklen fra Frederiksborg Amtsavis her

Selve julemarkedet fortjener vist et indlæg for sig, men flere har efterspurgt opskriften på vores æbleskiver og dem skal I altså ikke snydes for. Det er nemlig vores yndlings opskrift og den er perfekt til alle decemberdagenes julehygge - og så kan de fryses.

Vi ønsker jer en god weekend og endless julehygge med disse "ævleskiver" efter mors(nu mormors og oldemors) opskrift.

Til 60 stk:

  • 500 gram mel
  • 4 spsk sukker
  • 0,5 tsk kardemomme
  • 8 dl mælk
  • 50 gram gær
  • 5 æg (blommer og piskede hvider)
  • 80 gram smeltet smør

 

  1. Lun mælken og rør gæren ud deri
  2. Rør/pisk æggeblommer, sukker, mel og kardemomme i
  3. Rør smeltet smør i og vend tilsæt de stiftpiskede æggehvider i dejen
  4. Lad dejen hæve i en times tid og steg æbleskiverne i en æbleskive pande i rigeligt smør

 

Velbekomme!

Visninger: 555
0

Skrevet af - i Råvarer
Månedens råvare #9

Månedens råvare: julesalat

Hvem havde troet det…? Vi har valgt en salat som december måneds råvare! Men det er ikke bare, hvilken som helst salat, det er nemlig julesalaten. Mums!

Den er sprød, smagfuld(bitter!) og har flotte navne; chicory og endivie, og hvad mere kan vi efterhånden forlange? Desuden fungerer den super godt til den ellers lidt småfede julemad, vi nok ikke kan og vil komme udenom. Og så er den rig på bl.a. magnesium, kostfibre, calcium og B- og C-vitaminer, hvilket jo ikke er helt skidt!

Julesalatens rødder vokser på marken, hvor en grøn og fin plante ses på toppen. Sidstnævnte skæres af og julesalatens hvide, spiselige blade vokser fra rodens top inde i et mørkt rum.

Julesalaten kan nydes på mange måder: som et sprødt element til julefrokosten i en blanding af andre, mildere salatblade med lidt sød dressing til at give bitterheden et modspild, stegt på panden som radicchio eller som vores kok, Morten, har gjort på billedet nedenfor: dampet – her i skinke og gratineret med ostesauce.

thumbnail FullSizeRender

Et lille fun fact omkring planten: rødderne blev under besættelsen ristet og malet og brugt som kaffeerstatning under navnet ”Richs”.

Vi er allerede tyvstartet og begyndt med denne, og vi kan kun anbefale jer at gøre det samme!

https://www.aarstiderne.com/opskrifter/leksikon/julesalat1

Visninger: 574
0

Skrevet af - i Holdet bag

Risengrød, klatkager og historien om ris a la mande.

Ih, den søde juletid er over os. Endelig, vil nogen af os mene! Vi har glædet os, fordi vi i denne tid kan få lov at forkæle jer med lækre sager, der er forbudt resten af året. Og så er det bare lidt sjovere at stå op før kl. 6, når juleballaderne spiller hele vejen til Frederikssund! (det er i hvert fald et positivt forsøg!)

Men endnu bedre, så er det tid til den om muligt nemmeste og billigste ret: risengrød! Det smager jo godt – måske fordi det vækker minder om sidste jul – og så er det skønt med noget varmt og cremet efter en mørk og kold dag.

Et andet element af risengrøden er, at det aldrig behøver at gå til spilde. Er der en rest tilbage, kan man lave de lækreste klatkager eller trylle den om til ris a la mand, som jo er en klar julefavorit.

Klatkagerne fås ved ganske enkelt at røre æg, lidt mel og måske en anelse vaniljesukker, kardemomme og almindeligt sukker i restegrøden og stege små pandekager i rigeligt smør.

Ris a la mande er mindst lige så lækkert, men der vil vi ikke pille ved ”opskrifterne”, da de ofte er en smule familiære. Det siges endda, at den oprindeligt er opfundet på Hotel d’Angleterre i de sene timer på en aften med fornemme gæster, hvor kokkene til sidst var løbet tør for fin mad og skulle finde på en hurtig dessert. Det er slet ikke så fransk, som det kan lyde, og betyder egentligt bare ”ris med mandel” – ikke at det gør den mindre værd!

Visninger: 624
0

Skrevet af - i Holdet bag
Vores julefrokost

Sikken et brag af en julefrokost! Det kommer vi altså ikke udenom.

Den sidste weekend i november afholdes vores årlige personale julefrokost, hvor kvalitet og godt humør er de vigtigste elementer.

I år var julefrokosten lidt anderledes… ingen af os må vide, hvad vi skal eller hvor vi skal spise, så vi har gennem året en del konspirationsteorier kørende, som dog (næsten) aldrig holder stik. Heller ikke i år!

Vi startede hos Bente med et glas røde julebobler og hjemmelavede snacks. Her var pyntet op til jul og musikken spillede allerede de kendte juleballader.

Herefter gik turen mod Café Funke, hvor der var reservert bord og baren var åben. Her blev der budt på julebanko med gode præmier og højt humør. Og en smule konkurrenceånd. Ellers bød timerne her på bordfodbold og ja… et par sjusser.

Den næste gåde var nu, hvor vi skulle spise. Da vi er et køkkenfirma, bliver der altid lagt vægt på en madoplevelse af høj kvalitet. Men vi skulle ikke ud at spise.

IMG 3943

 

thumbnail IMG 4956

 

IMG 3944

Vi blev kørt tilbage til lejligheden, hvor tre søde, jyske kokke overraskede med en smuk og simpel borddækning, en overdådig menu bestående af seks retter med vine og inden det fantastiske bobler og ”snacks”. Stemningen var skøn og kokkene leverede ”casual gourmet”, hvor maden var næsten Michelin-værdig, mens selve serveringen var hyggelig, smilende og helt nede på jorden. Møller og Damgaard Gastro får vores varmeste anbefalinger.

- og så var de kørt helt fra Århus for vores skyld!

thumbnail IMG 4965

Kokkene var udfordret på plads, men leverede alle seks serveringer smukt anrettet og uden kedelige miner – og der var ingen brok, når de forskellige kokke(elever) stod og tog plads på sidelinjen for at se, hvordan det hele blev skabt.

Kokkestaben bestod af Ebbe(som dog ”kun” var med som en ekstra hånd), Jacob og Thomas, som 1 gang om ugen i højsæsonen leverer private dining og oftest flere gange om ugen til mere nedtonede arrangementer. Derudover har de en pop-up restaurant i Herning, som de åbner ca. 30 dage om året. De beskriver deres koncept som ”gourmet catering” og så har de deres egne vinpushere i henholdsvis Århus og Herning, hvor de selv udvælger vinene til deres menu.

thumbnail IMG 4969

Alt i alt havde vi en formidabel julefrokost, som gav os en på opleveren.

Det bekræfter os hvert i år, at vi faktisk er et super godt team – hvilket er vigtigt, da vi derfor kan levere endnu bedre!

Vi takker vores kære chef for en skøn og oplevelsesrig fest! (…og kommenterer ikke på, hvad der skete efter kl. 24)

 

Menuen bød på (foruden fire lækre snack-serveringer):

  • Havtaske – peberrod – valle
  • Jomfruhummer – grønkål – selleri
  • Foie Gras – gris æble
  • Due – guelrod – estragon
  • Mont d’or – abrikos  pumpernikkel
  • ”Arme Ridder” – kirsebær - karamel

 

http://www.md-gastro.dk

Visninger: 719
0

Skrevet af - i Nyheder
JULEMARKED

Kære alle.

Vi inviterer jer til et lille, hyggeligt julemarked lørdag den 2. decembter fra 11-14.

Det foregår i vores køkken i Frederikssund på Dalvejen 1.

Alle er velkomne - børn som voksne!

Vi serverer gløgg, saftevand og nybagte æbleskiver efter mormors opskrift!

Der vil være skønne musiske indslag fra både vores dygtige kokkeelev, Alisha, og Kim Larsen Jam ved Peter Philipsen

Derudover vil vores kære grøntmand fra K.C. Frugt være til stede med skønne tilbud, vores norske kok, Hilde, vil sælge ud af sit rustikke, hjemmelavede keramik, og FDF Frederikssund vil sælge smukke juletræer fra Hørup

Så tag din familie, kollegaer og gamle tante under armen til en hyggelig start på december.

Vi glæder os og lover både nisser og halmballer! 

Visninger: 703
0

Arkiv

Vidste du at...

B\LUNCH har respekt for gode
råvarer og vil behandle og tilberede dem,
så de ender som en kulinarisk oplevelse.
Vi ser en stor ære i at lave tingene fra bunden.