Opskrifter

Skrevet af - i Opskrifter
Hjemmelavet jordbærtærte

Sommeren er over os og intet smager mere af sommer end søde, danske jordbær. Og hjemmelavet koldskål (den opskrift finder du lige her!)

Men udover at nyde de røde bær, som de er, eller med fløde, kan du nemt bikse en imponerende og lækker jordbærtærte frem. Det smager meget bedre, når du selv har lavet den!

Den klassiske version består af en mørdej, en mazarinmasse, et mørkt chokolade lag, vaniljeprikket konditorcreme og et hav af søde jordbær.

Vi er sprunget let og elegant henover temperering af chokolade og i stedet rørt lækre, mørke chokoladeknapper i mazarinen. Og så drysset en smule på toppen af bærene. Mums!

Find opskrift på den lækre creme her.

Mørdej:

  • 300 gram mel

  • 150 koldt smør

  • 100 gram sukker

  • 1 nip salt

  1. Bland mel, sukker og salt og smuldr det kolde smør i.

  2. Saml dejen hurtigt med ægget og lad den hvile på køl i 30 minutter.

  3. Rul mørdejen ud og beklæd en tærteform med den - sæt på køl indtil brug.

Mazarin:

  • 200 gram blødt smør

  • 200 gram marcipan

  • 200 gram sukker

  • 1 tsk. vaniljesukker

  • 2-3 æg

  • 100-150 gram mel

  • 0,5 tsk. bagepulver

  • 0,5 tsk. salt

  • 100 gram mørk chokolade (hakket eller i knapper) - du kan sagtens tilføje mere

  1. Pisk blødt smør sammen med sukker, revet marcipan og vanilje til det bliver luftigt.

  2. Pisk æggene i ét af gangen.

  3. Sigt og vend mel, salt og bagepulver i.

  4. Rør den mørke chokolade i dejen og fordel mazarinmassen i mørdejen.

  5. Bag kagen ved 180 grader varmluft i ca. 30 minutter og lad den køle helt af.

  6. Fordel cremen over tærten og pynt med masser af jordbær!

Så nemt kan det faktisk gøres. Jovist, tager det lidt tid, fordi cremen skal stå natten over og tærten skal køle af, men… den smager også af et stykke mere, eller to.

God sommer!

Visninger: 86
0

Skrevet af - i Opskrifter
Bearnaise-mayo

Bear-yonnaise

Meget fint ord for estragonmayo, eller faktisk er det jo en bearnaise-mayo. 

Flere af jer har efterspurgt opskriften på denne og den er super simpel. Og den smager jo forrygende!

 

Spis den iskold til en grillet bøf, til de ovnstegte kartofler, smør det i sandwich eller brug det som dip. Mums!

 

  • 0,5 dl vineddike
  • 1,5 dl æggeblommer
  • 1 tsk dijonsennep
  • salt
  • 1 spsk hakket frisk estragon
  • 0,5 liter neutral rapsolie 

 

Fremgangsmåden er som alm. mayo og den kan I se lige her

 

God fornøjelse og bon appetit! 

Visninger: 165
0

Skrevet af - i Opskrifter

Påsken er efterhånden over os og det kan vi især mærke på solens stråler. De varmer og dufter snart af sommer!

Derudover kan de fleste af os se frem til nogle fridage, som vi kan nyde til påskefrokoster, på sofaen eller måske helt uden for landets grænser.

Vi vil gerne give et bud på kagen til årets påskefrokost. Hovedingredienserne er citron, marcipan og hvid chokolade. Den er nem at lave, men kan se imponerende dejlig ud!

 

b-lunch frokostlevering påskekage

Den består af en mazarinbund med hvid chokolade, et lag lemon curd og knasende nødder, og toppes med hvid chokoladecreme med citrus. Og så skal den selvfølgelig pyntes med små, fine påskeæg!

Mazarinbund

  • 100 gram sukker

  • 100 gram rørsukker

  • 200 gram blødt smør

  • 100 gram marcipan

  • 4 æg

  • 125 gram hvedemel

  • 1 knivspids salt

  • 50 gram smeltet hvid chokolade

  • skal fra 1 økologisk citron

  1. Pisk sukker, rørsukker, blødt smør og marcipan godt sammen.

  2. Pisk æg i 1 af gangen og tilsæt mel og salt.

  3. Vend den smeltede chokolade og citronskal i dejen.

  4. Bag kagen i en bagering eller lignende form ved 175 grader i ca. 45 minutter.

  5. Lad kagen køle helt af - gerne i køleskabet natten over.

Lemoncurd og knas

  • Vi lavede den fra Valdemarsro og tilsatte vanilje. Du kan sagtens købe en god lemoncurd i supermarkedet  og bruge den i stedet.

  • Desuden karamelliserede vi nogle nødder med salt og hakkede dem.

  1. Del kagen i to eller tre lag og smør lemoncurd ind i mellem.

  2. Drys et lag knasende nødder ovenpå lemoncurden.

Hvid chokoladecreme

  • 0,5 stk husblas

  • 2,5 dl piskefløde

  • 100 gram hvid chokolade, finthakket

  • skal fra lime og citron

  1. Udblød husblassen i koldt vand.

  2. Bring fløden i kog og hæld den over chokoladen, så det smelter i en skål.

  3. Rør husblassen ud i chokoladen og lad blandingen køle helt af i køleskabet natten over.

  4. Pisk cremen godt op og vend lime- og citronskal i.

  5. Fordel ovenpå kagen og pynt med flere nødder, påskeæg og hvad du ellers lige finder på.

b lunch kage citron catering københavn

Vi ønsker jer alle en dejlig påske!

Visninger: 257
0

Skrevet af - i Opskrifter
Vores grove brød

Hver morgen starter vi vores bage afdeling op som det første i køkkenet. Det foregår oftest mellem kl. 5.30 og kl. 6, så vi kan nå at bage frisk og lækkert brød til jer. Hver dag!

Alle vores brød er koldhævede, men formen kan variere. Vi serverer typisk flutes for jer. 

 

Her får I opskriften på vores lækre, sprøde, koldhævede grovbrød:

  • 12 dl lunt vand
  • 150 gram korn (solsikkekerner, græskarkerner, sesamfrø, hørfrø etc.)
  • 1 spsk. groft salt
  • 800 gram groft hvedemel
  • 600 gram hvedemel

  1. Opløs gæren i den lune vand og tilsæt korn.
  2. Ælt det godt sammen – gerne i en røremaskine – og tilsæt mel lidt ad gangen og salt i midten af processen.
  3. Dejen må ikke blive for tung, men den skal have konsistens som en meget tyk grød.
  4. Sæt dejen i køleskabet og lad det koldhæve til dagen efter.
  5. Forvarm ovnen til ca. 210 grader.
  6. Ælt dejen og lav nogle store boller/aflange flutes, sæt dem straks i ovnen og bag dem ca. 30 minutter. 
    (eller som to store brød i 45 minutter ved 170 grader)

 

Genkender du opskriften? 

I 2017 udgav vi en kalender spækket med opskrifter! Er du interesseret i den trods det forkerte årstal, skal du blot hive fat i en fra køkkenet, ringe til 23 48 94 46eller skrive til Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Opskrifterne går nemlig ikke af dato!

Visninger: 324
0

Skrevet af - i Opskrifter

Vores tomatragout 

… med puntaletto og braiseret kalkuncuvette.

 

Kalkuncuvetten er udbenet kalkunlår og kommer med skind på, hvilket giver en skøn smag ved stegning. Kalkuncuvetten egner sig specielt godt til langtidsstegning. 

Denne har vi krydret med spidskommen og allehånde samt salt og olie, men den kan sagtens krydres med ”hvad der lige er i skabet”. Skarpe krydderier er fint, da kødet er lidt sødt i sig selv.

Brun kødet af ved 220 grader i 15 minutter og lad det derefter stege ved 150 grader i 1 time og 30 minutter. Derefter skal det trække i mindst 20 minutter.

Gem endelig alt skyen/væden/fonden, som også kan bruges til almindelig skysovs, flødesauce med estragon, sennep, osv.

Vi sigtede skyen fra og brugte den som smagsgiver i tomatragouten. 

 

Puntaletto er en lille, ris-lignende pastatype, som især egner sig til supper og sammenkogte retter, da det bringer fylde og er nemt at spise. 

 

Tomatragout (4 personer)

  • 1 aubergine
  • 1 courgette
  • 2 peberfrugter
  • 1 løg
  • lidt hvidløg
  • rød chili
  • timian
  • hakket tomat på dåse
  • tomatpuré
  • hakket spinat
  1. Skær grøntsager i fine tern og rist dem af i lidt olie.
  2. Hak hvidløg og chili fint og rist det hurtigt af med grøntsagerne, inden der tilføjes en dåse tomatpuré.
  3. Tilsæt en dåse hakket tomat – det må gerne svømme lidt, men skal ikke være suppe.
  4. Smag til med salt og timian til grøntsagerne er møre.
  5. Tilsæt hakket spinat og 150 gram puntaletto og lad det koge i ragouten i 10-15 minutter inden servering – og rør godt i mens.

 

Ragouten kan godt blive tyk pga. pastaen, men her tilsætter vi skyen fra kalkuncuvetten.

Den må gerne stå at samle sig lidt, mens den holdes varm. 

Velbekomme! 

Visninger: 201
0

Arkiv

Vidste du at...

B\LUNCH har respekt for gode
råvarer og vil behandle og tilberede dem,
så de ender som en kulinarisk oplevelse.
Vi ser en stor ære i at lave tingene fra bunden.